Vera

“Vera” Maleri af Reuben Chappell
3 mastet bramsejlskonnert
Byggeår: 1901
Kending: OXTF
Brt.: 225


Skibstegning Vera


Avis, 29. december 1923



Før stabelafløbningen. J .Ph. Jørgensen ses i forgrunden i venstre side(med bowlerhat)

Avis, 28. november 1924

VERA på 225 brt. Søsattes 1900. J.Ph.Jørgensen var bestyrende reder.
Senere blev skibet disponeret af R.W.Rasmussen, L.Jørgensen, A.P.Petersen og kaptajn Rasmus Nielsen, Thurø.
VERA, som førtes af bl.a. L.C.Jensen, Emil Jensen og L.Larsen, var under den første verdenskrig i amerikansk kystfart og derefter i nordeuropæisk fart.
I begyndelsen af 30érne havde den i Østersøen en voldsom kollision med en russisk damper SVEAGA i nærheden af Dagø.
Den fik stævnen knust og forskellige andre skader.
Reparationen blev udført i Marstal .(Kollisionen skete 18. oktober 1935 på rejse fra København til Trangsund).
Den 26. November 1935 strandede VERA i en snestorm i Den finske Bugt.
Skonnerten var da på rejse fra Trangsund til København.( lastet med træ).
Fra en nærliggende lodsstation var strandingen blevet observeret, og lodsbåden hentede besætningen fra havaristen, som blev slået til vrag.


Dansk søulykke statistik 1935
Dansk Søulykkesstatistik 1935:
” 24/11 Kl. 16 kvitteredes lodsen ved St. Fiskare.
Det blæste en SØ-lig kuling med høj sø.
Efter lodsens anvisning styredes misv. SV.t.S. Kl. ca. 16.30 tio V. grunden på Kauhuvagrunden, og umiddelbart efter sås Vidskær fyr vise rødt lys.
Sejlene blev firet ned, og da skibet huggede i grunden, blev der afgivet nødsignaler.
Efter ca. ½ times forløb gled skibet af grunden.
Da roret var brækket og skibet vandfyldt, kastedes anker.
Kl. 18 blev besætningen – 7 mand – bjærget af lodserne fra St. Fiskar, og kl. 19 gik V. i drift og strandede ved St. Fiskar.
I løbet af aftenen ankom en bjærgningsdamper, men på grund af søen, kunde den intet udrette.
D. 26/1 forsøgtes det forgæves at få V. flot.
I dagene 27/11 og 28/11 kunde intet bjærgningsforsøg foretages på grund af vindforholdene.
D. 29/11 forsøgtes det atter at få skibet flot, men kl. 12 måtte bjærgningsforsøgene atter indstilles.
I de følgende dage blev skibet slået i stykker af søerne”.
Med dette forlis afsluttedes en epoke af den sydfynske skibsfart.
VERA var det sidste rene sejlskib fra Svendborgsund.
SVENDBORGSUNDS SIDSTE BRAMSEJLSKONNERT
Skaberen og lederen af ”Søfartssamlingerne ved Svendborgsund” i Troense, F.Holm-Petersen, er velkendt for sit omfattende forfatterskab vedrørende dansk sejlskibssøfart især i de sidste hundrede år.
Her skildrer han 3-mastet skonnert VERAS´s liv og skæbne.
Den var bygget 1901 og var hjemmehørende på Thurø.
Sådan set en ganske typisk og almindelig historie, men VERA var den sidste bramsejlskonnert i søfartscentret ved Svendborgsund, og da den strandede i 1935, afsluttedes et glorværdigt kapitel i dansk og sydfynsk sejlskibsfarts historie.
Læs her om skildringen af Vera´s liv og skæbne
Langfarten havde lige som ikke kunnet slippe sit tag i VERA, men heldigvis skete der nu en forandring i så henseende, hvilket fremgår af avispositioner fra 1919, der nævner at skibet den 25. november 1919 anløb Frederikshavn for ordre, som lød på at fortsætte til Rødbyhavn.
Det syntes som om at VERA formentlig efter Island er gået til skotsk havn for at tage kullast med hjem, men da en enkelt position mangler, kan det kun blive en formodning.
Selvom det lange fravær, navnlig opholdet på Amerikakysten, havde givet kaptajn Jensen og styrmand Frederiksen så mange gode minder og oplevelser fra samværet med de andre sydfynske sejlskibe ELLA EFF, CONCORDIA og MINERVA, har det utvivlsomt været en rar fornemmelse for dem, de eneste tilbageværende af den besætning, der tog skibet ud fra Thurøbund i 1915, at være hjemme igen efter årene i langfart med VERA.
Efter Rødbyhavn vendte skibet tilbage til Thurøbund, hvor et større eftersyn forestod.
1920 var fremdeles et godt år, hvor de store efterkrigsfragter endnu var på sit højeste.
På dette år indsejlede VERA ikke mindre end 130.948 kr. og uddelte 20.000 kr. til partrederne, men skibets regnskab fortæller også med tørre tal, hvad det kostede i reparationer at have haft det i langfart så længe, der blev nemlig betalt ikke mindre end 16.000 kr. i tømmerarbejde.

VERA losser træ i Penzanes, Cornwall
De høje fragter og dermed de gode tider for sejlskibene vendte imidlertid i 1921, og for de laster, der fremkom, dumpede fragterne ned til et minimum.
Katastrofen for mange rederier forestod.
Imidlertid var det som om skæbnen holdt sin hånd over VERA, forstået på den måde, at den undgik at blive solgt til udlandet i de sørgelige år, der fulgte i krigstiden og efterkrigstidens kølvand, og som delvis gjorde det af med den prægtige skonnertflåde fra øhavet.
VERA undgik dog ikke at skifte redere.
Fra 7. marts 1922 var skibsmægler L.Rasmussen, Thurø, korresponderende reder, senere blev købmand L.Rasmussen, Thurø, og kaptajn og skibsreder Rasmus Nielsen, Thurø, reder for skibet.
Forskellige førere overtog kommandoen, bl. Disse var kaptajn R.Hansen, der førte VERA på en rejse fra Sundsvall til Isle of Man med trælast i sommeren 1923, da den oversejledes i juli måned af et dampskib 3 miles øst for South Goodwin fyrskib og måtte indslæbes til Dover med tab af spryd, forgrejer og anker samt kæde. Dampskibet, der forvoldte havariet, forsvandt, som det så ofte er passeret, uden at opgive navn og hjemsted.
I adskillige år førtes VERA herefter af kaptajn Laurits Larsen, Troense, ligesom styrmanden Chr. Jørgensen, var fra samme sted.
Skonnerten beskæftigedes da i almindelig nordeuropæisk fart, inklusive Island.
Medens købmand L. Jørgensen på Thurø var reder, strandede VERA 6. juni 1931 under en stærk storm ved Dwinaflodens munding under udsejling fra Riga.
Besætningen nødsagedes til at gå i bådene, da søerne slog ind over skibet, så det ikke var muligt at opholde sig ombord. Imidlertid lykkedes det, da vejret flovede, at få VERA bjerget igen, og den kom atter i fart.

Kaptajn Laurits V. Larsen i sin kahyt med en spansk modtager i La Coruna
Kaptajn Larsen gik senere i dampskibsfart og omkom under den anden verdenskrig som fører af dampskibet JYTTE (se red. Bemærkninger senere)af København, med ham gik en meget dygtig og pålidelig sømand bort.
Veras sidste fører var kaptajn A.P.Pedersen, Svendborg.
I 1934 havde skibet i juni og i begyndelsen af juli indtaget en trælast i Frederikshamm.
På rejsen oversejledes det af en tysk motorsejler og led et meget stort havari.
Om denne hændelse har Veras daværende styrmand, for nylig afdøde Hans H. Hansen i Fjellebroen overladt Søfartssamlingerne i Troense en interessant beretning, som gengives i hans eget sprog: